At være et barn med ADHD/ADD er noget mange stadig tager ALT for let på. Mange tror stadig, at det BARE er dårlig opdragelse og, at det går væk med den rigtige kost, motion, hård disciplin og straf eller andet. Lad os nu slå fast, at ADHD ikke går væk. Det er en livslang følgesvend, som tager tid og kræfter at lære med leve med. Jeg taler med erfaring, Og det kan heldigvis lade sig gøre. Hvor ville det bare være meget nemmere uden skæve blikke fra folk omkring en, folk på gaden eller fra skolesystemet. Det er nok det jeg forarges mest over. Altså, at der stadig er lærer og pædagoger, som ikke helt TROR på ”det der ADHD”. Come on, vi skriver 2022 og har så stor viden på området. For det her handler om viden og ikke tro. Vi skal vide hvad vi skal gøre, og kan gøre for barnet, og vi skal vide at vi kan hjælpe – og så skal vi gøre det. Her er det selvfølgeligt ekstra udfordrende at kun 1,2% af den danske lærerstab har fået kompetenceudvikling i perioden siden inklusionen i 2011. Det er under ALT kritik og direkte uansvarligt. Hvorfor har ingen gjort noget her og krævet at de voksne blev uddannet til at varetage den virkelighed de står i hver dag på skolerne? Jeg forstår det simpelthen ikke. Det ville have betydet alt for børnene. Det vil betyde alt for børnene at blive mødt med stor viden om ADHD, høj faglighed og så mødt med forståelse. Hvis vi havde uddannet skolens voksne for over 10 siden samtidigt med inklusionsloven, ja så tør jeg godt påstå, at vi havde stået et helt andet sted i dag. Og lang færre børn ville havde ondt i livet. Hvorfor tillader vi, at behandle vores børn sådan? Vi knokler videre @adhdforeningen og jeg. Tak til alle jer derude som hjælper ♥️