Sikke en rejse jeg har været på siden jeg i foråret meldte ud, at jeg endelig efter 15 år med en høreskade på det ene øre forårsaget af mit furiøse liv på natklubberne, havde fået et lille diskret Signia høreapparat. Dengang forsøgte jeg at italesætte den meningsløse skamfølelse som mange af os oplever – unge som ældre – når vi af en eller anden årsag hører dårligt. Min appel om at komme den voldsomme stigmatisering til livs blev hørt og i den grad diskuteret og viderebragt af hele min kreds og i særdeleshed af utallige medier, der tog historien op. For det var åbenbart ret eksotisk, at en mand som mig – med det image jeg har, den livsstil jeg lever og det job jeg besidder – ville indrømme fakta. Men det ville jeg gerne og det vil jeg fortsat. Jeg nægter at gå gennem livet på halvt blus. For det strider mod al rationale, at mange hellere vil udelukkes fra livet end at leve med en lille dims i øret bare fordi ordet høreapparat klinger antikvarisk ift andre hjælpemidler som linser, briller, indlæg i skoene eller hvad det nu kan være. Når nu sanseskaden kan afhjælpes via ny viden og avanceret teknik, hvorfor benytter man sig så ikke af det? Det må være narrativet, der er problemet, så det må vi i fællesskab ændre. Der er fortsat meget arbejde at gøre i forhold til en generel accept af høreskader og ikke mindst afmystificeringen af dem. For høreskaderne er der i hobetal. For mit eget vedkommende – der stædigt undgik høredimsen i alt for mange år – har det betydet en kolossal forandring i min hverdag. Min daglige livskvalitet er blevet væsentligt forbedret. Min nysgerrighed, begejstring og entusiasme har fået et nyt kick. Og det under jeg andre, med høretab at opleve. Så venner, lad os tale om det! #Deldinhistorie #Signia #Brydstigma #Afsigmatisering