Der er sket noget vildt i vores samfund: mange erkender nu, at overgreb sker, og at det er alvorligt. Et mega fremskridt. Men nogle gange, når enkeltsituationer dækkes i medierne, så ser man dem sådan. Som ét tidspunkt i et vakuum. Men overgreb sker ikke for blanke stykker papir, og det begås heller ikke af dem. Ofre er ikke engle, og krænkere er ikke monstre, og som feminister vinder vi ikke på en forsimplet fortælling, selvom den kan være så fristende, fordi det allerede er så svært at forklare og forstå. Men for os, der lever med sådan en oplevelse, er det jo ikke en overskrift. Det er en del af hverdagen, vores liv. Og kan have effekter langt udenfor os. Af og til effekter, der skader andre. I det nyeste afsnit af 112 for knuste hjerter fortæller jeg kloge, gode @mariajencel om, hvordan digitale krænkelser har bragt ting frem i mig, jeg ikke er stolt af. Har gjort, at jeg har gjort andre fortræd. Jeg håber, det kan være med til at nuancere vores billede af krænkelser, og måske gøre, at vi forstår både ofre og de, der gør os ondt, lidt bedre. Er nervøs, men det er også vigtigt, synes jeg. Et offer er jo også bare et menneske.